Det har handlet om Danmark og danskernes sundhed og velfærd, og nu gælder det beskæftigelsen og den grønne omstilling. Der er bred enighed, om at regeringen og især Mette Frederiksen har gjort det godt med handlekraft og tillidsskabende autoritet.
Danskerne er generelt tilfredse, trods alle de udfordringer krisen har skabt og fortsat vil skabe. Og det er Danmark og danskerne, det handler om for Mette Frederiksen. I Stort og småt. Og på en måde der også har en pris, som, vi først nu så småt begynder at diskutere.
Prisen er en afvisning af reel solidaritet med eller seriøs hensyntagen til det ikke-danske. Det er også en ny og til dels diskriminerende brug af ordet ”danskerne”. Det er en dyrkelse af det nationale, måske nationalisme, på et tidspunkt i verdenshistorien, der råber på forpligtende internationalt grønt samarbejde. Myndigheder siger ikke ”danskerne”, men borgerne. Det gælder for eksempel Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm. Men de sidste måneder er Mette Frederiksen netop trådt frem som myndighedsperson (øverste myndighed). Alligevel taler hun ikke til ”borgerne” men til de politisk definerede danskere.
Mette Frederiksen er ikke den spontane type. Hun planlægger og kalkulerer, og derfor kan man klart se et mønster i denne nye danskerne-først-nationalisme. Det er et mønster, der går igen i indenrigspolitikken, i Europa-politikken og i politikken overfor resten af verden. Mette Frederiksen møder lejlighedsvis kritik på enkeltområder. Men det er sjældent, at mønstret beskrives.
I Danmark har det været vigtig at skabe sammenhold og en følelse af folkeligt fællesskab. Et af instrumenterne har været den til ulidelighed gentagne brug af ordet ”danskerne” og med en særlig betydning.
En gang talte man i langt højere grad om befolkningen, og det var vel underforstået, at i Danmark er befolkningen primært danskere. Med den nye brug af ordet ligger der implicit en understregning af, at nogle danskere er mere danske end andre og bedst er det nok at være etnisk dansker. Det understreges både af en aktuel politisk praksis og af en lovgivning, der delvis er overtaget fra den tidligere regering, men med en fastholdelse af diskrimination af det ikke-helt-danske.
Den mest brutale og kyniske understregning af sondringen mellem rigtige og forkerte danskere, ses i afvisningen af at tage imod uskyldige danske børn fra syriske flygtningelejre, selv nu hvor PET erklærer, at børnene ikke udgør nogen terror- eller radikaliseringstrussel. De er danske, men ifølge regeringen ikke rigtigt danske, og helt bibelsk skal børnene smerteligt arve konsekvenserne af forældrenes forkerte beslutninger.
Det er oplagt, at man i regeringens optik ikke nødvendigvis er dansk, blot fordi man er dansk statsborger.
Den fastholdte ghettolovgivning var den tidligere regerings værk. Den indeholder klart diskriminerende bestemmelser, som et sagsanlæg fra Mjølnerparken nu formentlig vil få en domstolsvurdering af. Men uanset juraen har lovgivningen sendt et klart og helt officielt signal, om at der ikke gælder samme regler for alle danskere. Det er lovgivning, der sætter forskelsbehandling i juridiske paragraffer.
Der er langt flere eksempler. Mønstret er klart og fastholdes. Blandt andet for at skabe fællesskabsfølelse blandt de ”rigtige danskere”.
I forhold til Europa handler det om at understrege, at da Danmark gør det bedst, skal ingen andre bestemme her eller i forhold til os. Grundholdningen er, at hvis de andre har det dårligt, er det primært deres egen skyld.
Siden 2015 har det blandt andet handlet om Sydeuropa. Det kræver ikke alverdens indsigt at indse, at i en flygtningekrise har lande som Grækenland og Italien særlige udfordringer, som i en EU-sammenhæng gør det rimeligt at tale om behovet for solidaritet. Et godt gammelt socialdemokratisk nøgleord.
Men nej. Alt det med flygtninge er et nationalt anliggende, og danskerne vil ikke have flere eller gøre mere. Det er en lang historie, men det allerseneste er Danmarks afvisning i at tage del i en EU-evakueringsindsats, som skal fordele 1600 flygtningebørn og særligt sårbare flygtninge fra overfyldte græske flygtningelejre i det øvrige EU. 10 EU-lande siger ja. Danmark, der er et af de rigeste og mest velfungerende lande blandt de 27, siger nej.
Generelt gør Mette Frederiksen ”danskerne” mere og mere EU-skeptiske. De fleste danskere bærer på et indre EU-dilemma. På den ene side kan man se bureaukrati og ineffektivitet, på den anden et voldsomt behov for et langt stærkere europæisk samarbejde, hvis den globale klimakamp skal lykkes og velfærden sikres. Mette Frederiksens attitude styrker modviljen og modstanden, selv om de fleste med deres forstand godt kan se, at selv hvis Danmark en dag reelt skulle blive det store grønne foregangsland, så lykkes det jo kun globalt, hvis der i fravær af grønne stormagter er en fælles grøn europæisk dynamik.
Helt aktuelt understreger Danmarks medlemskab af den lille EU-sparebande manglen på international og europæisk vision i dansk Europa-politik. Sparebanden vil reducere EU-budgettet, og sparebanden afviser en gensidigt forpligtende lånepakke for at få gang i Europa igen. Ikke noget med at sige ja på betingelse af en klarere grøn profil. Kun noget med at være imod. Fordi enhver er sig selv nærmest. (For danske eksporterhverv er det en farlig form for visionsløshed).
Overfor resten af verden. Engang var det en dansk vision at gå foran i verden med en politisk, humanitær og økonomisk indsats, som både kunne hjælpe fattige lande frem og dansk erhvervsliv ud. De seneste 20 år er der af skiftende regering skåret dramatisk i den vision. I en verden præget af flere og flere flygtninge tales der rituelt om at gøre mere i nærområder, men generelt gør man mindre. Og regeringen Mette Frederiksen har ikke ændret på den kurs. Lige så rituelt henvises der til, at der er mange, der gør mindre end danskerne. Men en gang var der altså enighed om, at danskerne gerne ville gøre en forskel ved netop at gøre mere.
Helt aktuelt har Corona-krisen betydet, at Danmark har sprøjtet hundrede af milliarder af kroner ud til danskerne og de danske virksomheder. En pandemi kræver en helt særlig indsats, også selv om det fører til at den danske stat skal ud og låne milliarder.
Men krisen medfører at bruttonationalindkomsten falder betragteligt. Og bistanden til fattige lande i verden udmåles i Danmark som 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI). Når BNI falder, falder bistanden tilsvarende.
Summa summarum: En gigantisk vækst i offentlige udgifter indenfor Danmarks grænser, fordi situationen kræver noget helt særligt. Men endnu et meget markant fald i danske overførsler til verdens for tiden hastigt voksende gruppe af virkeligt fattige. Og igen henvises rituelt til at andre gør endnu mindre, så vi kan alligevel være stolte.
Mønstret er tydeligt. En stærk og stålsat regering, der gør det godt på den korte bane, selv om den samtidig gældsætter Danmark og sætter skel mellem rigtige og forkerte danskere. Men er det klogt på den lange bane? Det virker som om klimaambitionerne allerede er falmet lidt. Har vi ikke selv brug for hjælp og støtte og alliancer? Og vil vi få de rigtige alliancer i den nødvendige internationale indsats, hvis vi hele tiden kigger indad frem for ud i verden? Vil der stå tilstrækkelig respekt om os? Er nationalisme iblandet en antydning af ringeagt for de andre virkelig det rigtige svar?
Kronik i Altinget. Maj 2020
Smukt, med mange pointer især i opgøret med den kynisk-gyselige dansker-retorik, som er søsat af P. Kjærsgaard, udbredt af den leflende presse med dens evindelige dansker-snak op og ned ad siderne, og overtaget af politikerne, og i kritikken af den dybt indskrænkede EU-tilgang.
Det er ikke sikkert, at Danmark gældsætter sig, fordi staten gør det. Hvis ikke der kommer underskud over for udlandet, er det ikke nødvendigt at gå ud at låne. Det er positivt, hvis der tages afsked med den neoliberale/liberalistiske/monetaristiske husholdningsøkonomitænkning, som herskede så hårdt under Corydong-Vestager-regimet.
Et lille hjertesuk: Sproget bør ikke underlægges (krigs- og) boldspilsmetaforerne, derfor bør det hedde “… gør det godt på kort sigt … er det klogt på lang sigt?”