Spring til indhold

Det skal altså være stramt at være udlænding

Del dette indlæg

En af de store absurditeter i dansk politik er paradokset mellem:
1) En Ønsket om at vi bliver flere og flere. Flere til at producere, flere til at tage sig af de syge, flere til at varetager ældreomsorg, flere til børnepasning og flere til forskning plus det løse.
2) Den mangeårige kendsgerning, som er at fødselstallene er så lave, at vi uden indvandring hvert år vil blive færre og færre og færre.
3) Den stramme udlændingepolitik, som det Radikale Venstre nu også (næsten) tilslutter sig, og som grundlæggende har det budskab, at danskere er bedst og udlændinge om nødvendigt et midlertidigt onde.
Der er næsten opstået politisk konsensus om en politik, som trodser både logik og sund fornuft. Der er alternativer, men det er næsten gjort til tabu at tale om det.
Lidt uddybning omkring de 3 punkter, der udgør paradokset.
1) Råbet om flere hænder og flere folk kommer fra alle sider i samfundet og også fra regeringen og fra Folketinget. I velfærdssystemet skyldes det flere syge og gamle. I produktionen skyldes det en ambition om, at der ikke må være grænser. Vi er et lille land, men vil producere som de store. Det giver økonomiske tab, hvis produktionsvirksomheder ikke kan få nok arbejdskraft siger man med bekymring. Man kunne jo også sige med glæde at stort set al kapacitet er udnyttet, og vi er nu en gang ikke flere, end vi er.
2) Befolkningstallet vokser. Danmarks Statistiks fremskrivning siger, at vi i dag er godt 5,8 millioner mennesker, i 2050 vil vi være 6,3 millioner eller en halv million flere. Vi bliver 10-15.000 flere hvert år. Men hvert år indvandrer, der også 60-70.000 mennesker til Danmark. Der er også udvandring men kun 50-60.000 om året. Der er kun 2 årsager, til at vi bliver flere. Den ene og vigtigste er indvandring, den anden er, at vi i gennemsnit (trods corona) lever længere. Sagen er nemlig, at kvinder i Danmark i gennemsnit kun får ca 1,7 børn i løbet af den fødedygtige periode, og tallet har i flere år været faldende. For at opretholde et uændret befolkningstal over tid skal dette tal (fertiliteten) være omkring 2,1, men det er meget meget længe siden, det har været det. Alle grupper af kvinder i Danmark føder i gennemsnit færre børn end nødvendigt for at opretholde befolkningstallet, Det gælder interessant nok også de forkætrede ikke-vestlige indvandrerkvinder. Det er ingen ny situation, og det er ikke en specielt dansk situation. Hele Europa ville have faldende befolkningstal uden indvandring.
3) Den stramme udlændingepolitik udsender alle mulige signaler, men først og fremmest gør den det stramt at være udlænding i Danmark. Vi tager nogenlunde glade mod indvandrere fra den vestlige del af EU, men ser med større skepsis på dem fra østlandene. Vi vil fra resten af verden til nød have nogle højtuddannede eksperter (som de fleste fattigere lande selv har mere brug for), men vi lægger i øvrigt en række bureaukratiske og politiske snublesten ud for dem, for at det ikke skal være for let. Vi vil slet ikke have folk fra muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika og i øvrigt ikke asylansøgere. Vi vil kun – nødtvungent – tage langt færre kvoteflygtninge end regeringens forståelsespapir og finansloven lægger op til. Og Danmark gør, hvad Danmark kan for at slippe af med selv veluddannede syriske flygtninge og sende dem hjem til Syriens plager, selv om FN og alverden advarer mod det.
I sin nytårstale prøver statsministeren på enkelte ufarlige punkter at bløde lidt op. Man kan måske tage lidt flere af de særligt egnede ind, men for alt i verden kun midlertidigt. De skal ikke tro, de kan få lov til at blive her.
Det skal stadig være stramt at være udlænding.
Den stramme udlændingepolitik er som bekendt snart ældre end Inger Støjbergs politiske karriere. Den har også haft sin effekt. Den engelsk-sprogede avis CPHPost offentliggjorde i december ”2021 Expat City Ranking”, som fortæller, at København er den fjerdebarskeste storby for udlændige at flytte til. Det er svært at få venner og mange føler sig ikke særligt velkomne.
Det kan man jo sådan set godt forstå. Hvem bryder sig om at være et nødvendigt onde.
Til den store politik kan man lægge den mindre.
Chikanerier af blandede ægtepar, hvor man lægger de utroligste vanskeligheder i vejen for ønsker om dansk statsborgerskab, selv for folk fra venlige os-lignende vestlige lande.
Årelange konventionsstridige forsinkelser af familiesammenføringer, som – sammen med andre smådiskriminerende foranstaltninger – lægger hindringer i vejen for en ordentlig integration af de mennesker, der allerede er her.
Det samlede billede viser, at tusinder af udlændinge kæmper mod hårde odds for at hjælpe Danmark med ekstra hænder, og at nogle af dem formår at komme os til hjælp, trods vores modvilje. Men stramt er det.
Men det er alligevel mærkeligt, at politikere, der på andre områder kan virke både velorienterede og tænksomme, kan få sig selv til at enes om, at få Danmark til at virke så frastødende.

Trykt i Politiken Januar 2022


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.