Jeg har i Politiken skrevet en kronik om oprindelige folks betydning i klimakampen. De beskytter og administrerer store naturområder, men deres rettigheder respekteres ikke.
I klimakampen er truede oprindelige folk vigtige for at beskytte os i industrilandene mod os selv
Verden er fuld af grænser, og det er igen blevet politisk populært at styrke grænsebevogtning for at holde det onde og farlige ude. Det sker samtidig med, at det står stadig mere klart, at vores grundlæggende vilkår både nu og i fremtiden på enhver måde er grænseoverskridende.
Det var den amerikanske meteorolog Edvard Norten Lorenz, der i 1963 udviklede teorien om det, der kaldes ”sommerfugle-effekten”. Som meteorolog forskede han i de vanskelige langtidsprognoser for vejret og arbejdede med såkaldte banekurver i et tredimensionalt rum. Han viste, hvordan små forskelle i begyndelsesbetingelser giver betydelige forandringer af en banekurves forløb – og oversatte det til sætningen om, at ”en sommerfugls basken med vingerne i Brasilien kan forårsage en tornado i Texas”. Studerer man kaosteori, støder man på Edvard N. Lorenz’ navn. Han var en af dem, der dokumenterede, at det hele hænger sammen. Vi kan ikke gemme os bag grænser.
Vejret og miljøet og klimaet accepterer ikke grænsedragninger, og grænser er dermed betydningsløse i forhold til menneskers fundamentale livsvilkår og farligste trusler. Sommerfuglene i Brasilien og hos os selv i Danmark er derimod ikke betydningsløse.
Det er et af de store paradokser, at der ofres stadig mere på grænsebevogtning på et tidspunkt, hvor grænseløsheden er så åbenbar som vilkår, og hvor forsvaret mod de store og truende ændringer i menneskehedens fremtidsudsigter intet har med grænser at gøre.
Et andet og endnu mere overset paradoks er, at nogle af verdens mest truede befolkningsgrupper, er blandt dem, der står allerstærkest i kampen for bæredygtighed, biodiversitet og et klima, der ikke løber løbsk i ukontrollerede temperaturstigninger. Vi i industrisamfundene betragter os selv som de rige og veludviklede, men det er os, der har brug for hjælp fra mennesker, der trues af den udvikling, vi selv skaber. De beskytter os mod os selv og mod det allerværste nu og i fremtiden.
Brasilien har fået en ny præsident, Jair Bolsonaro, der ikke har stor respekt for konventioner eller menneskerettigheder. Han giver heller ikke meget for Brasiliens oprindelige folk eller for deres levevis, som er baseret på bevaringen og beskyttelsen af regnskoven. Som en af sine første embedshandlinger har han her i januar overført kontrol og regulering af gigantiske områder i Amazonas til landbrugsministeriet, der reelt er kontrolleret af den store agrobusiness. Det er områder, der har nydt en vis beskyttelse under tidligere regeringer, og som i praksis administreres af oprindelige folk. men der er masser af kortsigtet profit i at rydde skov, sælge tømmer og dyrke jorden (blandt andet med sojabønner). Og under skoven er der værdifulde mineraler – nogle steder guld. De store mineselskaber står på spring. De stod der allerede inden valget af Bolsonaro, og nu er de endnu mere grådigt optimistiske.
Og vi andre har jo brug for lidt af det hele til vores overproduktion og overforbrug. Danmark har specielt brug for foderstoffer til landbrugsproduktionen og dens millioner af svin.
Oprindelige folks ledere siger, at det er 13% af Brasiliens territorium, der nu er truet. Et af de regnskovsarealer i Amazonas, man har kig på, hedder Renca og er på størrelse med Svejts. Her lever Waiapa-stammen, som ruster sig til kamp med langbue og pil. Waiapierne ved, at de står overfor en vældig overmagt, men de vil alligevel kæmpe, hvis de tvinges til det. En af deres talsmænd, Tapayona Waiapi har tidligere sagt: ”Vi vil bekæmpe mineselskaberne, hvis de kommer, og hvis Brasiliens regering sender soldater med dem, vil vi også kæmpe mod dem, indtil vi alle er dræbt”.
Waiapierne er et eksempel. De er langt fra de eneste, der sætter livet ind, og sommetider til, i kampen for deres rettigheder. De internationale organisationer Global Witness og Front Line Defenders har opgjort, at 400 miljø- og menneskeretsaktivister mistede livet i 2017. Halvdelen var aktivister fra oprindelige folk. Ofte var de ansvarlige for drabene aktivisternes egne regeringer. De fleste oprindelige folk er minoriteter i de lande, de lever i, og selvom de har forvaltet og beskyttet deres landområder i mange generationer, er der utallige eksempler på, at deres rettigheder ikke respekteres.
Et grelt eksempel på forfølgelse er Philippinerne, hvor præsident Dutertes regering placerede aktivister fra oprindelige folk på en terrorliste, og hvor 41 aktivister blev dræbt sidste år. Den dansk baserede internationale rettighedsorganisation IWGIA (International Work Group for Indigenous people) satte sidste efterår fokus på det globale problem med konferencen ”Defending the defenders” i København. Konferencen, der havde udenrigsministeriet som medarrangør, handlede om behov et for at styrke forsvaret for de aktivister, der kæmper for at forsvare oprindelige folks rettigheder, og den mundede ud i en række anbefalinger. Denne konference og andre indsatser har skabt et forstærket fokus på beskyttelsen af aktivister fra oprindelige folk, men rigtig højt på den internationale dagsorden står disse spørgsmål jo desværre alligevel ikke.
En international rapport har netop fastslået, at træerne og skovene er helt afgørende i bestræbelserne for at nå Paris-aftalens klimamålsætninger på grund af deres evne til at opsuge og fastholde kuldioxid. Det allermest effektive ville være at øge det globale areal med uforstyrret skov dramatisk, og verden har brug for alt andet end en reduktion af skovområderne. Rapporten er udarbejdet af det internationale netværk CLARA. Forkortelsen står for ’Climate Land Ambitions & Rights Alliance’, og alliancen omfatter blandt andet OXFAM, ActionAid, Greenpeace og danske ”Verdens Skove”. Rapporten understreger, at det i kampen for klimaet er helt centralt at sikre oprindelige folks rettigheder og involveringen af lokalsamfundene i forvaltningen af skovene. De agerer næsten altid ansvarligt, de sikrer beskyttelse og biodiversitet, men de har i dag alt for få rettigheder.
Verden over lever oprindelige folk meget forskellige liv under meget forskellige naturbetingelser: Der er waiapierne og mange andre oprindelige folk i Amazonas, der er pastoralister som eksempelvis maasaier på den afrikanske savanne, der er Karen-folket i Thailand, samerne i det nordlige Skandinavien og inuit i Grønland, men også nordamerikanske sioux-indianere i kamp mod olieledninger. På overfladen og måske også i dagligdagen er der langt flere forskelle end ligheder mellem disse gruppers vilkår. Men fælles for langt de fleste oprindelige folk er, at de forvalter og lever i og med store naturområder, og at en bæredygtig forvaltning af disse områder er en forudsætning for, at de fortsat kan leve det liv, de har levet i generationer eller århundreder. Deres kamp for at leve og organisere sig som de ønsker, er samtidig en kamp for naturen og dermed for fremtiden for os allesammen.
Der kommer en bestandig strøm af dårlige og nedslående nyheder på klimaområdet. Langt de fleste af disse nyheder handler om, at manglende bæredygtighed i produktion og forbrug og levevis hastigt forværrer problemerne. Oprindelige folk står i denne sammenhæng netop for det modsatte. Blandt andet derfor er der al mulig grund til at støtte dem i deres kamp.
Oprindelige folk er sårbare i forhold til en fremtromlende naturforagtende verden, og derfor opfattes de nogle gange som svage, men i det daglige liv er de stærke. Det er de nødt til at være for at klare sig.
Taler man pengeøkonomi er de fattige. Et skøn siger, at oprindelige folk udgør 5 % af jordens befolkning eller knapt 400 millioner mennesker, men Verdensbanken skønner, at de udgør hele 15 % af de fattige.
Den vækst, finansministre og mange andre politikere taler for, kræver stadig flere af naturens ressourcer. Selv om man rituelt taler om grøn omstilling og om afkobling af den produktive vækst fra kuldioxid-udslippet og andre klimapåvirkninger, vokser efterspørgslen på råvarer. Og oprindelige folk forvalter rigtig mange af de ressourcer, vækstens politiske og forretningsmæssige administratorerne gerne vil have fat i.
Oprindelige folk har rettigheder, blandt andet fastslået i FN-deklarationen om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP). Og oprindelige folk er blevet stadig mere bevidste om disse rettigheder. Derfor kæmper de, og nogle gange vinder de i kampe mod regeringer og firmaer. I 2017 vandt Ogiek-folket i Kenya (blandt andet støttet af IWGIA) således en historisk sejr ved den afrikanske menneskerettighedsdomstol. De genvandt retten til den jord, de var blevet fordrevet fra i det vestlige Kenya. Nu skal dommen bare reelt implementeres, og det er også svært.
Der er kampe, der vindes, men oprindelige folk står svagt rigtigt mange steder. Deres ret til de landområder, de forvalter, er ikke baseret på individuelle skøder, men typisk på traditionelle og kollektive rettigheder. Dem er der ikke megen respekt for, når regeringer og store firmaer tromler frem.
Det handler om mineudvinding, som i Amazonas, det handler om inddragelse og rydning af skov mange steder i verden, og om olieledninger, men det handler såmænd også om noget så fredeligt som turisme.
I Tanzania har maasaier eksempelvis fået meget vanskeligt ved at sikre vand til deres kvæg og til dem selv i det store beskyttede og turistpopulære Ngorongoro-område. Der er flere årsager til vandmanglen, herunder måske klimaændringer, men i høj grad også at titusinder af turister, der skal opleve ”det ægte Afrika” og herunder maasaierne, har fået førsteret til vandet. Turister i troperne ”kræver” mange brusebade, og dem skal de da tage, for de lægger også mange penge.
Kampen for at redde klimaet vindes ikke af nogen enkelt gruppe. Der er brug for hurtig og dramatisk omstilling og indsatser på alle niveauer i samfundet. Det kræver langsigtede indgribende politiske reformer, teknologisk udvikling og ændringer både i produktions- og forbrugsmønstre. Det stiller krav til os alle sammen, og det er under alle omstændigheder vanskeligt.
Men der er noget næsten surrealistisk i, at vi selv, med vores produktionsmetoder i både landbruget og industrien og med vores hastigt voksende overforbrug, er en del af truslen mod de befolkningsgrupper, der er uden ansvar for den misere, verden er havnet i, og som ovenikøbet prøver at fastholde en levevis, der hjælper os og kan mindske nogle af de trusler, vi står overfor.
Den canadiske forfatter Naomi Klein beskriver i sin seneste bog ”Nej er ikke nok”, hvordan konflikten har udspillet sig i Canada.
”I årevis havde canadierne lagt øre til, at de var nødt til at vælge mellem et sundt miljø eller en robust økonomi – nu viste det sig, at vi ikke havde nogen af delene. Kæmpestore stykker af Alberta var blevet skovet og forurenet for at få fat i denne tykke olie, oprindelige folks ejendomsret var blevet forrådt på det groveste og økonomien var alligevel skudt i sænk. Og den var præcis skudt i sænk, fordi vi havde baseret det hele på en råvare, hvis pris var på en rutsjebane, som ingen så ud til at kunne kontrollere”.
I Canada har oprindelige folks organisationer og stærke civilsamfundsgrupper skabt et manifest ”LEAP-manifestet” (LEAP = Spring), som et opråb til Canada ”baseret på omsorg for jorden og medmenneskene”. Manifestet taler om den dybeste krise i mands minde, og forlanger, at der i løbet af kort tid skal ske en stor omstilling. ”Denne forandring er nødt til at begynde med at respektere de oprindelige forvaltere af dette land og deres medfødte rettigheder. De oprindelige folks samfund er gået forrest, når det handler om at beskytte floder, kyststrækninger, skove og landområder mod ukontrollabel industriaktivitet. Vi kan støtte op om denne rolle og genoprette vores forhold til dem ved fuldt ud at implementere FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder”.
Klimaaftalen for Paris anerkender oprindelige folks rettigheder og betydning i klimakampen, og der er voksende forståelse for, at hverken klimamålsætningen eller FN’s verdensmål kan nås uden inddragelse af oprindelige folk og støtte til deres rettigheder. Alligevel er der meget langt igen. Alt for mange regeringer betragter oprindelige folks organisationer som besværlige modspillere.
Danmark er netop blevet medlem af FN’s Menneskerettighedsråd. Det er et råd der, som de fleste FN-organer, har begrænsede muligheder, og som rummer flere menneskerettighedsforagtende regeringer i medlemskredsen, men det er alligevel en vigtig platform for debat, og det kan få sat centrale emner på den internationale dagsorden.
Kampen for oprindelige folks rettigheder har været en af den danske regerings officielle mærkesager på menneskerettighedsområdet, men der har ikke været mange henvisninger til dette spørgsmål i regeringens og udenrigsministerens udmeldinger, efter at medlemskabet er blevet officielt. Der er stærkt behov for, at der nu gøres en helt særlig dansk indsats, også som led i klimapolitikken.
Det burde ikke være så svært. Det handler om at sikre, at de mennesker, der i nogle af klodens udsatte områder hjælper os alle ved at beskytte naturen og bæredygtigheden og biodiversiteten og klimaet, også får international hjælp og beskyttelse i denne kamp. Og ikke mindst får styrket respekten for deres rettigheder
Vi, der lidt overmodigt tror, vi er en del af de stærke samfund, skal sikre, at sårbare befolkningsgrupper får styrke til at blive ved med at hjælpe os. Vi skal sikre, at de kan være med til at sikre vores og vores efterkommeres fremtid.
Vores egeninteresse er åbenbar.
Knud Vilby er formand for IWGIA.