Ubrugelige mænd

Del dette indlæg

UBRUGELIGE MÆND

Overflødige mænd har færre muligheder end de fleste kvinder. Kønspolitikken svigter!

Overflødige mænd er mere overflødige og mere ubrugelige end de fleste kvinder, der har svært ved at finde et fodfæste.

Overflødige mænd er derfor også farlige for samfundet og en trussel mod fremtidens samfund.

Disse påstande er ikke videnskabelige kendsgerninger, men velbegrundede formodninger, der kan argumenteres for med troværdig dokumentation. Og på et tidspunkt, hvor kønspolitik i den politiske debat stort set udelukkende gøres til kvindepolitik, synes jeg, der er forhold omkring mænd, der skal diskuteres langt mere seriøst, end det sker for øjeblikket.

Det her handler om lande i nord og lande i syd, og altså om både rige og fattige lande. Det handler ikke nødvendigvis om alle verdens lande, men jeg tror, at nogle af problemerne viser sig næsten universelt.

Mine eksempler spænder fra dagens aktuelle Danmark, som jeg gemmer til sidst, over Afrika syd for Sahara til Rusland. Med en afstikker til andre områder og kulturer.

For nogle måneder siden var der som ofte før en diskussion om kønspolitik i det danske kønsnetværk. Vi var nogle stykker, der hver især præsenterede eksempler på stærke og ansvarlige afrikanske kvinder, der havde haft positiv betydning for deres familier og lokalsamfund. Det var ikke svært, for der er mange stærke kvinder, der får fattige samfund og fattige familier til at hænge sammen. Og der er mange mænd, der er temmelig ubrugelige.

Journalist Helle Maj spurgte engang en af de stærke, hårdtarbejdende kenyanske landsbykvinder, hvad mændene egentlig lavede. »De planlægger«, sagde hun, og så grinede hun højt og længe. Det, hun mente, var, at hannerne stort set havde det meste i munden, og at der ikke kom meget arbejde ud af dem. Der er en stærk tradition for kvinders dobbeltarbejde mange steder i Afrika.

Men diskussionen på netværksmødet kom også til at handle om, at den seneste danske strategi for samarbejde med Afrika har et stærkt fokus på, at der skal skaffes langt flere job, fordi Afrikas folketal vokser dramatisk. De millioner af nye nødvendige job skal også være mandejob, for ellers går det galt.

Jeg husker en samtale med en dansk diplomat, der efter udstationering i Vestafrika talte om, at den unge mand, der hverken har uddannelse eller job, er ringe agtet og har ringe muligheder for at gå ind i den traditionelle rolle som familiens overhoved.

Har han hverken uddannelse eller arbejde, har han heller ingen identitet og status i forhold til familien, sagde diplomaten, der derefter talte om, at religiøs fundamentalisme (også) har fremgang i Vestafrika, og at stærke konservative kompromisløse kristne og muslimske grupperinger kan være med til at give de rådvilde og arbejdsløse unge mænd den identitet og rolle, de mangler. Det var ikke en positiv konstatering.

Den ubrugelige mands muligheder

Der skal skabes millioner af job i Afrika syd for Sahara hvert eneste år, hvis jobskabelsen skal ske i samme tempo, som unge mennesker strømmer ud på arbejdsmarkedet. I dag skabes der slet ikke job nok, og arbejdsløsheden er enorm.

Ved mødet i kønsnetværket talte vi om, at den unge mand uden job og arbejde og uden reel samfundsmæssig brugsværdi reelt har ganske få muligheder:

• Han kan blive passiv og doven og ubrugelig. Så kan han, hvis han kan skaffe pengene, ’planlægge’ over en øl (eller mange) sammen med de andre passive mænd. Misbrug er udbredt.

• Han kan blive kriminel. Vælge småkriminaliteten eller den større og mere organiserede bandekriminalitet.

• Han kan flytte sig og flygte. Fra lokalområdet til byen, fra hjemlandet til nabolandet, fra Afrika til Europa. Der bliver flere og flere flygtninge, de fleste mænd.

• Han kan søge ind i det religiøse fællesskab og få de roller, den identitet og en del af de ressourcer, der er til rådighed der.

• Han kan søge ind i hæren. Nogle steder også i illegale væbnede korps.

I machosamfund har unge mænd nogle forventninger til sig selv, som mange ikke kan leve op til. Kvinderne har det ved gud svært, og de mangler rettigheder og indflydelse, men de er ikke så ubrugelige som ubrugelige mænd, hvis de ikke får lønnet arbejde. Historien og traditionen har på godt og ondt givet dem andre roller. Blandt andet derfor agerer fattige kvinder ofte mere ansvarligt end fattige mænd.

Den selvmorderiske russiske mand

Rusland. Tilbage i 1990’erne efter Sovjetunionens sammenbrud kom der ny statistik ud fra Rusland. Også om hvordan og hvornår kvinder og mænd dør.

Ifølge UNDP kunne en russisk kvinde i 1997 forvente at leve i knap 73 år, men en mandlig russer kun skulle regne med mellem 60 og 61 år. Det var et temmelig chokerende tal. Rusland var stadig en af verdens stormagter og jo bestemt ikke et uland, men sammenlignede man med lande som Kina og Indien, så viste statistikkerne, at mens russiske kvinder levede lige så længe som kinesiske kvinder og væsentligt længere end indiske, så dør den russiske mand to år før den indiske mand og 7 år tidligere end den kinesiske.

I 2007 var den russiske mands levetidsforventninger faldet til under 60 år. Den indiske mand kunne stadig regne med at blive 62 år, mens mænd i Kina nu i gennemsnit bliver 71 år eller næsten 12 år mere. Rusland er rent sundhedsmæssigt blevet et uland. I hvert fald for de russiske mænd. Situationen er tilsvarende i flere andre tidligere sovjetstater.

Hvad handler det om?

Der er ingen biologisk forklaring på, at mænd i Rusland i gennemsnit lever 13 år kortere end kvinder. Men der er andre forklaringer. Nogle af de helt enkle, men vigtige lyder: druk, vold og selvmord.

Rigtigt mange russiske mænd føler sig åbenbart inderligt overflødige og ubrugelige. De slår sig selv og hinanden ihjel, direkte og indirekte via selvdestruktiv levevis.

I modsætning til i Afrika fødes der alt for få børn i Rusland. Det gennemsnitlige fødselstal pr. kvinde er kun 1,4 (i Danmark 1,8), og befolkningstallet rasler derfor ned.

I hele den såkaldt højt udviklede verden fødes der færre børn, end der skal til for at opretholde befolkningstallet. Mere aktive, veluddannede og senere fødende kvinder har (ofte i samspil med mændene) valgt en helt anderledes slags liv end deres bedstemødre.

Men i Rusland er der yderligere et vigtigt element. Mange af kvinderne har overhalet mændene både uddannelses- og kompetencemæssigt, og de gider simpelthen ikke have med de temmelig uduelige og ubrugelige mænd at gøre. De vælger singlelivet, og da det stadig er meget krævende at være single med børn, vælger de ofte både mænd og børn fra.

Så kan mændene sidde og ’planlægge’, indtil de har drukket sig ihjel.

Ubrugelige danske mænd

Danmark. Nu er det tæt på og lidt mere listeskosargumentation. Men her er nogle forsigtige antydninger:

Vi ved, at drenge har flere problemer end piger i de tidlige år i folkeskolen. Måske fordi den moderne skole i højere grad passer til pigers mønster og ageren end til drengenes, der har mere ild i røven og større koncentrationsbesvær.

Vi ved også, at pigerne blandt de unge med ikke dansk baggrund langt har overhalet drengene i det videre uddannelsessystem – måske netop eller blandt andet fordi pigerne får et bedre grundlag i grundskolen end nogle af drengene.

Vi ved også, at unge helt danske kvinder i højere grad end unge helt danske mænd forlader yderkantområderne af Danmark for at finde beskæftigelse og videreudvikle deres kompetencer andre steder. Mændene sidder i højere grad tilbage. Uden kvinder og måske uden arbejde og uden særligt mange kompetencer.

Vi ved desuden, at unge mænd fra machokulturer, som ikke kan leve op til deres egen selvforventede machorolle, også i Danmark har store identitetsproblemer. Lidt firkantet kan man sige, at de oplever et voldsomt statustab, hvorimod unge kvinder, der klarer sig godt uddannelsesmæssigt og befrier sig fra traditionelle bånd, oplever et statusløft.

Vi ved endelig, at tærsklen til arbejdsmarkedet er blevet højere end før. Der stilles flere og flere krav også i traditionelle ufaglærte mandejob. Det er blevet sværere at være mand.

Og det er ikke rart for mændene.

Kvindepolitik eller kønspolitik

Der er store forskelle mellem lande og kulturer. Det er lidt ondskabsfuldt at analysere sig frem til, at der verden over stadig er mange lande, hvor kvinder politisk og religiøst og traditionelt underordnes og undertrykkes så voldsomt, at det er relativt let for mændene at bevare deres status som herrer og altings overhoved. Kvinderne holdes nede, og landenes udvikling holdes tilbage. Det er ikke nogen god løsning. Faktisk er det slet ikke nogen løsning.

Men netop fordi kønspolitik handler om ligestilling, er vi er nødt til langt mere aktivt og direkte at forholde os til mandens problemer i samfund, hvor store grupper af traditionelle, dårligt uddannede forsørgere i uhyggelig grad mister status og selvværd, fordi samfundsstrukturen på godt og ondt ændrer sig.

I årevis har man talt om ’empowerment’ af kvinder, forstået som styrkelse af kvinders selvværd og selvstændighed. Der er brug for at tale ægte kønspolitik og i den sammenhæng mere om, hvordan man kan styrke udsatte mænds selvfølelse, selvværd og kompetencer.

Og det må vi gøre både i Afrika og Danmark.

I dansk bistandspolitik talte man for nogle år siden om, at kønspolitikken netop skulle forholde sig til, hvordan indsatser fungerer for begge køn. Både mænd og kvinder skulle inddrages i analyserne. I dag snakker Danida stort set kun om kvinder, og kønspolitik er reduceret til kvindepolitik. Det er en skam. Og ikke blot for mændene.

Der er voldsomt fokus på, hvordan vi med bistandsmidler kan få flere kvinder ind i erhvervsuddannelser, og på at styrke kvindelige entreprenører. Og det er fint. Men man må i sandhed håbe, at de kvindelige entreprenører når at ansætte en masse unge mænd, inden disse mænd bliver for fordrukne, kriminelle eller alt for religiøse. Man kan ikke agere uden om mændene. Og ubrugelige mænd er farlige.

I dansk uddannelses- og erhvervspolitik er vi meget langt fra målsætningen om, at 95 procent af alle unge skal have en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Det handler naturligvis om meget mere end det, jeg kan skrive om her.

Men det handler også om, at drenge ikke kan sidde stille og koncentrere sig så meget, som mange lærere synes, de bør.

Det handler om mødre- og fædreforkælelse af sønner, der forgudes som stjerner, indtil de marginaliseres og dømmes ubrugelige, fordi de hverken lever op til egne eller andres forventninger.

Og det handler om en opdeling af samfundet, hvor fattigdom især findes i udvalgte land- og storbyområder, som gør det særligt vanskeligt for unge mænd at leve op til alt for traditionelle forventninger om, at de kan påtage sig familieoverhovedrollen som brødskaffere.

Endelig handler det om arbejdsmarkedet. Glem snakken om det fleksible og rummelige arbejdsmarked. Rummeligheden er mindre end før, og den traditionelle dreng og mand med relativt få formelle kompetencer har det vanskeligere.

Piger og kvinder knokler. De kan noget med fødsler, som ingen mænd kan, og dertil ofte en del mere i det nære og familiemæssige end de fleste traditionelle mænd.

Når de derudover også er bedre til at uddanne sig og få kompetencer, bliver de en trussel, der kan kvase en masse mandligt selvværd.

Jeg har ikke så mange svar, men jeg ved, at der er mange spørgsmål, der skal stilles og søges besvaret om mange mænds rolle i fremtiden. Eksemplerne fra Rusland, Afrika og Danmark viser, at fremtiden for længst er begyndt.

Artiklen har været bragt som kronik i dagbladet Politiken

2 tanker om “Ubrugelige mænd”

  1. Annemarie Løppenthin

    Tak til Knud Vilby for en vigtig og spændende kronik. Ja, der skal handles snart for at hjælpe en farligt voksende gruppe af ubrugelige og potentielt selvdestruktive og destruktive mænd.

    Der er ellers mange nyskabende og kreative mænd i Danmark, af forskellig etnisk herkomst, med gode uddannelser. De debatterer og starter virksomheder og er meget synlige. De ubrugelige mænd er den store gruppe med mangelfuld uddannelse. Blandt dem er mange førstegenerationsindvandrere – og også en del fra anden generation – der havde job i industri og lager, og i dag bliver overflødige. Det er mænd som ikke ville komme i betragtning til en opholdstilladelse i Danmark under det indvarslede nye pointsystem – men som endnu ingen regler kan udvise. Og det er mennesker med vigtig livserfaring, og en del af vores nære omverden.

    Der har været et berettiget fokus på kvinders uddannelse i lang tid. Især når det drejer sig om indvandrere lyder et populært slogan, at når en kvinde får hjælp til at styrke sine kompetencer, er det en hel familie der bliver løftet. Det er der meget sandhed i, men det trækker tungt ned på en familie, når far bliver arbejdsløs, eller permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet, eller forsvinder.

    De overflødiggjorte mænds nærmeste – deres børn, brødre og koner – har af mange grunde svært ved at hjælpe. Men mange af disse nærtstående kan beskrive problemet fra vinkler, der ikke normalt bruges af det etablerede hjælpe- og projektmiljø. De er nødvendige partnere i en dialog om løsningen. De er begyndt at være med blandt sociologer og politikere, men det er også nødvendigt at tale med dem, der frivilligt er aktive – spontant eller organiseret – helt tæt på de mennesker, det drejer sig om.

    “Rigtige mænd gider stadig ikke høre mere vrøvl”

    I Ishøj er en bydelsmødre-gruppe under opbygning. Ishøj-bydelsmødrene fik bevillingen fra Integrationsministeriet efter succes’en Kvindefredagene, en aktivitet under Banebryder-projektet. Banebryderne i 2007-2009 gik ud på, at rollemodeller med levende rødder i Ishøjs store indvandrermiljøer skulle vise deres bagland vejen væk fra truende isolation. Banebryderne var både mænd og kvinder, der ivrigt diskuterede de velkendte problemer med denne isolation. Flere af de mandlige banebrydere påpegede ulyst til at tale om svaghed, tab af ære, og i øvrigt de fænomener, Knud Vilby beskriver i ”Ubrugelige mænd”. De understregede at netop disse mænd ikke kan se sig selv deltage i møder om at blive bedre, få det bedre, diskutere med andre mænd osv. Man kunne med en let omskrivning af firser-hittet fra Steffen Brandt’s og bandet tv2 sige: Rigtige mænd gider stadig ikke høre mere vrøvl.

    Mens seks kvindelige banebrydere fra foråret 2008 til efteråret 2009 samlede tredive og ofte fyrre kvinder til en lang række fredags-aftensmøder om hverdagsnære temaer (fx sundhed, børneopdragelse, lokalt miljø, privatøkonomi, sex, psykiatri og beboerdemokrati), kunne projektet ikke udnytte de klartskuende mandlige banebrydere i en aktivitet, der udvidede andre mænds horisont.

    Men den kommende bydelsmødre-gruppe i Ishøj følges med en anden frivillig indsats: Den Åbne vejledning. Her står et par mænd (fra den tidligere Banebrydergruppe) til rådighed med råd og hjælp på uformel basis og uden krav om tidsbestilling og identifikation. Den åbne vejledning er blevet benyttet, men endnu ikke etableret og annonceret, og de mænd, der tilbyder deres frivillige indsats her, har foreløbig – lige så lidt som projektledelsen – kunnet pege på, hvordan man helt præcis lancerer Den Åbne Vejledning som en oplagt og synlig håndsrækning, som dens store målgruppe vil benytte og seriøst blive styrket af – til at overtage styringen i egne liv.

    Ideen er at Bydelsmødregruppen, efter gennemført kursus henover vinteren, skal slå sig sammen med Den Frivillige Vejledning i det beboerhus, hvor begge initiativer har base i boligområdet Vejleåparken. Det er et sats, som skal afprøves.

    Her minder Knud Vilby os meget passende om, hvor reel og dybtgående en trussel der ligger mod vores samfund – og vores sammenhold som mænd og kvinder – i det faktum at mænds traditionelle roller er så hastigt eroderende at mænd, der i den grad så sig selv som rigtige mænd uden hang til selvmedlidenhed, glider ned i kløften på stribe.

    Hvor er mandekampens medbrødre?

    Mens kvinder stadig bærer mange dobbelte byrder i familien og arbejdslivet, er de dog støt på vej mod et stærk kollektivt selvværd. Trods konkurrencen på arbejdsmarkedet, trods stress-sygdomme, skilsmisser og mange bristede forhåbninger, er kvinderne de opadgående i samfundet.
    Mændene kan kun selv redde sig – som køn og samfundsgruppe – fra nedturen, ligesom kvinderne har måttet kæmpe sig op.

    Kan mændenes frigørelse fra forældede kønsroller slippe for nogle af blindgyder, som kvindekampen måtte løbe sur i?
    Kan mændenes optur starte ved at mænd og kvinder finder nye veje til at udnytte hinandens forskelligartede egenskaber, uden at kaste vrag på de velkendte og uundværlige måder?

    Hvilke mænd kan få de mænd i tale, som i første omgang har mistet deres rolle som patriarker, og er på vej mod bunden?
    Hvilke udspil fra kvinder vil vinde genklang hos disse mænd?
    Hvem kan hente de unge mænd ind på banen for deres brødre?

    Dem der kender dem bedst, må på banen.

    Annemarie Løppenthin er konsulent for projektet Vejleåparken på Banen. Projektet foregår i Vejleåparken i Ishøj og hører under Vestegnens Sprog og Kompetencecenter, i samarbejde med Kulturbroen i Ishøj, Stenbjerggård Boligselskab og Ishøj Kommune. Projektet er støttet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
    annemalop [dot] banen [at] gmail [dot] com
    51 83 80 15

  2. Der er helt klart et stykke hjemmearbejde for os mænd at gøre ift at tage ansvaret for eget hus…

    Men jeg oplever – nok mest på bagkant af rødstrømperne, kvindekampene og kvindernes selvstændighed – en polarisering, som jeg ikke ser som sund for nogen af kønnene. Begge køn har for travlt med at hytte sit eget, fremfor at både finde egen sund kerne og derpå synergien i at være sammen.

    Kernefamilien har måske ikke den holdbarhed som tidligere generationer oplevede, men pt. ser jeg en unødvendig disrespekt mellem kønnene, som vi ikke kommer nogen vegne med. Ingen vil rigtig give sig – og nåja, lad os skilles og finde en anden at leve videre med…

    Den ubrugelige mand har næppe skabt sig selv kun. Visse modertyper har i misforsåethed overfor hvad en dreng skal for at blive en sund mand, evnen til netop at skabe voksne skvat. Uheldig, netop fordi moderen er så central i børnenes liv. Og kommer faderen eller den skilte far og siger at han vil vise drengen vejen – ja, så skal der sq kæmpes – for børnene er jo moderens ejendom. Det er sat på spidsen, men helt løwn er det heller ikke. Oh ve den, der kritiserer Den Store Moder.

    Bedre er det ikke blevet af at institutionalieringen, vuggestuer, børnehaver, dus, skoler i overvejende grad befolkes af kvinder og ofte feminine værdier. Det er noget af et forhindringsløb for en lille dreng at blive mand i. Han lærer i tidlig alder at underlægge sig de feminine værdier, for ellers…

    Det er således selvforstærkende hele den struktur som vi har bygget omkring os. Kvindekampen var sikkert nødvendig, men jeg ser nødig en mandekamp i samme stil – fordi det giver øget polarisering. Der er ikke brug for polarisering, men for at der er plads til almindelig sund kønsdannelse for begge køn.

    Og det kræver mere selvransagelse end kamp… Mvh. Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *