Europæisk propaganda: Ligheden mellem folkedrab og druknedøden i Middelhavet

Del dette indlæg

Det er ikke så tit, vi reflekterer over den hel- og halvofficielle propaganda, vi også i Danmark og Europa udsættes for fra vores regeringer og systemer. Men det fik jeg lejlighed til, da jeg skulle begrunde overrækkelsen af drassow-legatet til skaberne af den grafiske novelle “Zenobia”, der handler om den syriske bådflygtning Amina. Prisen blev overrakt i Dansk Forfatterforening 21. juni 2019.

Forud for folkemord og etnisk udrensning går dehumaniseringen. Alle almindelige mennesker vender sig imod tilfældige drab på helt almindelige rigtige mennesker af kød og blod. mennesker, der kunne være os selv. Det kan vi ikke holde ud. Naturligvis kan vi ikke det.

De mennesker, der myrdes, må ikke være almindelige sympatiske mennesker med helt almindelige følelser og tanker. Derfor sætter regimerne propagandaen ind, inden den etniske udrensning sættes i gang. Typisk betragtes de mennesker,der skal udrenses, i propagandaen som skadedyr, som ingen kan have sympati for. Sådan var det i Tyskland længe inden anden Verdenskrig, og sådan var det forud for folkemordet i Rwanda. Og hver gang virkede det.

Der er gradsforskelle, men vi har også set det under Balkan-krigene, og udrensningen af rohingyaer i Myanmar ligner også. Der er mange eksempler. Ulykkeligvis. Propagandaen virker. folkemordet accepteres.

Når tusinder af mennesker drukner i Middelhavet, og når EU og EU’s medlemslande direkte og indirekte lægger hindringer i vejen for mennesker og organisationer, der vil redde dem, så ligner det ikke.

Og så ligner det alligevel.

EU er ikke ansvarlig for folkemord eller etnisk udrensning. De mennesker, der på flugt i overfyldte elendige både drukner i Middelhavet har selv taget et valg. De kunne have valgt anderledes, siger det system, der passer å verdens overklasse her i Europa.

Og så sætter propagandaen ind nationalt i Danmark og i Europa. I hele EU.

De er på flugt, men de er ikke flygtninge, siger man. Mange er migranter, og ordet migrant er pludselig blevet noget negativt. Og at der er migranter mellem flygtninge, bruges til at anfægte flygtninges ret til flugt.

Vi er nødt til at beskytte os mod ukontrollabel indvandring, siger man. Og i propagandaens logik er det pludselig os, de rige og velbjergede, der skal have beskyttelse, hvorimod de, der intet ejer og ofte er truet på livet, ingen ret har til beskyttelse. De skal bare holde sig væk.

Det er deres egen skyld, hvis de dør. Deres egen skyld, hvis de drukner.De er ikke mennesker, de er en ukontrollabel masse, der kan ødelægge vores samfund. Næsten som skadedyr. Og i øvrigt kan vi jo ikke redde hele verden. Siger man.

Det er kun et stædigt mindretal, der fasthjolder, at mennesker på flugt er rigtige individuelle mennesker. Og som henviser tl menneskerettighederne og retten til at søge asyl.

Amina i denne grafiske novelle om krig og flugt er et rigtigt mennesker. Hun kommer fr Syrien. Hun bliver bådflygtning efter næsten uendelige lidelser. Hun kunne ikke vælge anderledes. Hun havde ikke noget valg.

Zenobia handler om den sidste del af hendes alt for korte liv. I en uendelig kort men præcis tekst og i stærke enkle tegninger træder et menneske frem og ud af den store grå masse, vores regeringer ønsker vi helst nøjes med at se. Hune r overbevisende. Hun gør som barn og menneske det hun er nødt til at gøre. Og det går som det må gå i en verden, der også på vores breddegrader er blevet langt mere kynisk og parat til at gradbøje menneskerettigheder.

Engang havde man rettigheder alene i kraft af at være blevet født. Det var vi enige om, i hvert fald her i Danmark. I dag har man ingen rettigheder, hvis de humanistiske europæiske stormagter er i stand til at holde en væk.

Hvem har amina som hjælper og beskytter?

der var nogle forældre, som forsvandt. Der var en onkel, som der ikke var plads til i båden.

Nu har hun kun Zenobia. Zenobia var regerende dronning i Palmyra i det nuværende Syrien omkring år 270. En kvindelig hersker og rollemodel i et mandsdomineret arabisk land.

Zenobia besejrede Egypten. Zenobia gik mod Rom. Ingen mænd bestemte over hende. “Hvis Zenobia kan, kan du også”, blev mottoet for Amina. Det holder hun fast i.

Men det her er ikke et eventyr, hvor alt ender god. Det her er virkeligheden.

Zenobia er et stærkt og originalt værk om det enkelte menneske i et historisk lidelsesfuldt opbrud. Det er et poetisk og bevægende værk, og det fastholder menneskeligheden overfor en mainstream-politik, der har som formål at umenneskeliggøre verdens Aminaer, og som lyver om de valgmuligheder, mennesker har. I effektive krydsklip får vi et barns historie om tålmodighed og lidelse. Om tro og håb.

Derfor er det en meget vigtig bog, Morten Dürr og Lars Hornemann har lavet. Det er vigtig samtidskunst, som fortjent allerede har fået ganske megen pris. I dag får I også Drassow-legatet for fred og mellemfolkelig forståelse. De er svært at forestille sig et værk, der lever bedre op til formålet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *