Kærshovedgård: Lys i mørket

K

Jeg fik lov til at tale ved lysfesten på Kærshovedgård i går fredag den 22. februar 2019. Det var dagen efter, at Folketinget tog den skamfulde beslutning, om det man kalder et paradigmeskift. Flygtninge får frataget endnu mere håb, og de får frataget rettigheder.  Det sker med støtte fra Socialdemokratiet.

En sej gruppe frivillige fastholder håbet og anstændigheden. De laver ikke demonstrationer, men tænder lys i mørket. Lys og sang og musik og dans blander sig med alvorsord. Og mennesker finder ud af, at det også er rigtige mennesker med rigtige drømme, der bor på Kærshovedgård.

Her er hvad jeg sagde:

Vi har noget vigtigt at kæmpe for i hvert fald på tre forskellige planer.

1. Det ene er kampen for den enkelte flygtning eller for familien, der er kommet i klemme i systemet. Kampen for børnene og de unge, der ødelægges af årelang usikkerhed om fremtiden, af frygt og af ingen eller utilstrækkelige undervisningstilbud. Det er hjælpen til familier, der ikke kan rejse tilbage til deres oprindelsesland, selv om de er blevet pålagt det. Det er den venlige konkrete indsats, der måske sommetider kan mildne ulideligheden, og det kan også være den juridiske håndsrækning, der kan være med til at hindre, at der sker urimeligheder eller forkerte afgørelser. Det er mangt og meget i stort og små. Det er det, der viser, at vi er mennesker, og som kan gøres fra menneske til menneske.
2. Det andet er det, man kunne kalde kampen for danske værdier, hvis ikke begrebet efterhånden var blevet misbrugt så voldsomt. Engang bildte vi os selv og omverdenen ind, at Danmark var et land præget af tolerance, respekt for menneskerettigheder, medmenneskelighed, og også af et overskud til at gøre verden lidt bedre. Danmark gik foran i FN på en række områder. Danmark gjorde en særlig og meget respekteret civil indsats i verden med bistand til udvikling og humanitære indsatser. Danmark var lejlighedsvis foran i fredsinitiativer og fredsindsatser. Danmark stod stærkt i internationalt samarbejde og havde store respekt for internationale konventioner. Danmark stod vagt om menneskerettighederne herhjemme, og det gav Danmark et godt afsæt til at kæmpe for udbredelsen og respekten for menneskerettigheder ude i verden.
3. Det tredje er kampen for nuancerne og sandheden. Vi oplever at en stor gruppe udlændinge i Danmark bliver gjort til fjender af samfundet. De sværtes og beskrives som hel- eller halvkriminelle, selv om sandheden er en anden, langt mere kompliceret og nuanceret. Langt mere en fortælling om mennesker, der uden egen skyld er kommet i klemme. Nogle af dem sidder på Kærshovedgaard.

Danmark er blevet et andet land end det var tidligere. Det er ikke sådan, at alt er tabt. Men jeg har brugt udtrykket, at vi er begyndt på en rutsjetur. Vi er måske stadig et sted, hvor det er muligt at standse vores rutsjen mod en bund, men vi kan ikke være sikre. Der er en dansk hetz i gang, mod det jeg kalder danske værdier. Menneskerettigheder står for skud, de internationale konventioner står for skud, store befolkningsgrupper og ikke mindst mennesker af muslimsk tro står for skud. Vores internationale indsatser for fred og udvikling er reduceret drastisk.

Og det er ikke bare ekstreme fremmedhadere, der er skyld i den udvikling. Politikere kan sige uhyrlige ting, og alligevel være med i forligsforhandlingerne og endog være regeringsmedlemmer. En stor del af snavset i debatten kommer oppefra.

Der er ikke længere en overordnet moral og etik, hvor respekterede samfundsledere kan kalde til orden og siger hertil og ikke længere. Ingen statsminister som siger, at i respekt for danske værdier, kan vi ikke tillade, at mennesker og principper nedgøres.

En aktuel sag er den såkaldte Nyborg-sag, hvor rektor for gymnasiet sikrede to somaliske piger fortsat undervisning, efter at udlændingestyrelsen har inddraget deres opholdstilladelse, men medens deres sag verserer for flygtningenævnet, fordi de har søgt om asyl. Både Inger Støjberg og folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti gik til angreb på rektoren. Siden undersøgte to myndigheder sagen, og begge fandt frem til, at han havde handlet fuldt ud lovligt. Læser man børnekonventionen som Danmark har ratificeret, er der ingen tvivl. Piger som disse to har ret til uddannelse. Rektor var med til at sikre, at loven blev overholdt.

Men det beroligede ikke kritikerne fra Dansk Folkeparti. De ville have været glade, hvis rektoren havde handlet imod international lov og nægtet pigerne undervisning. Havde han forbrudt sig mod loven, ville de have hyldet ham. Nu da han holdt loven, kræver de loven lavet on. Så hans lovlige handling i fremtiden bliver gjort ulovlig. Forhåbentlig kommer de ikke igennem med deres krav, Men der er ikke en statsminister eller en oppositionsleder, som forarget beder kritikerne holde op og i stedet hylder rektorens almindelige medmenneskelige handling og overholdelsen af Danmarks forpligtelser.

Vi står ved Kærshovedgård som er et udrejsecenter. Og centret er et godt eksempel på hvordan det er gået galt. Her lever vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige lande og med forskellige religioner. Nogle er unge, og kom hertil, da de var børn, andre er gamle. Alle har brug for et fremtidsperspektiv, men for nogle handler, det om retten til at få et ordentligt langt liv i fremtiden, for andre om at få en rimelig afslutning på et liv, der ikke har så mange år tilbage. Nogle har begået bagatelagtige forseelser og betragtes som kriminelle, selv om en almindelig dansker aldrig ville bruge den betegnelse om en nabo, der havde begået lignende forseelser. Variationen er stor, men samfundets og systemets dom er stort set uden variationer. Beboerne sværtes.

Jeg tror aldrig, Danmark vil komme i en situation, hvor man kan sige ja til alle, som ønsker indrejse. Der vil altid være en sagsbehandling, og der vil være mennesker, der med god grund bliver afvist, og som får besked på at rejse igen. Men det er heller ikke det, der har været til diskussion. Det er derimod graden af umenneskelighed i behandlingen af den enkelte, det er en tænkning der hellere vil lade tvivl komme systemet end det enkelte menneske til gode, og det er de bestandige og uendelige skærpelser af vilkår, og nogle gange helt urimelige konkrete afgørelser. Det er også børnenes vilkår. Det kommer jeg tilbage til.

På det overordnede plan er den senest helt vanvittige beslutning det såkaldte paradigmeskifte. Beslutningen om, at der som hovedregel ikke skal gives permanent opholdstilladelse, end ikke til kvoteflygtninge, hvis vi en dag begynder at modtage dem igen. Det har til alle tider været sådan, at hvis asylsager endte med, at myndighederne bevilgede opholdstilladelse, fordi asylansøgerens flygtningestatus blev anerkendt, – så gav det tryghed og så betød det, at den pågældende på et eller andet tidspunkt kunne få permanent opholdstilladelse. Danske erfaringer er, at mange flygtninge efterfølgende er blevet i Danmark ofte med rigtigt gode resultater både for dem og os, men der er også tusinder der frivilligt er rejst tilbage, når det er blevet muligt.

Afgørende, for at mennesker kan få et rimeligt liv, er imidlertid, at de har en form for sikkerhed og perspektiv i deres liv. De skal kunne se frem og vide sig sikre. De skal kunne uddanne sig. De skal kunne søge integration. De skal være trygge.

Med beslutningen, om at alle i princippet skal kunne hjemsendes, har man indført permanent usikkerhed. Man har lagt en bombe under integrationen. Man har gjort det umuligt for danske erhverv at påtage sig den integrationsopgave, erhvervet er blevet rigtig god til. Med de seneste beslutninger vil politikerne påføre voksne og børn endnu flere livsødelæggende traumer og skade udviklingen i Danmark.

For børnene er det særlig alvorligt. Jeg er medlem af Bedsteforældre for Asyl, og vi fokuserer på børnene og de helt unge. De kan i dobbelt forstand være ofre både for forældres forkerte beslutninger og for et menneskefjendsk system, der behandler dem i strid med medmenneskelighed og deres rettigheder.

De kan også som ganske unge mennesker – såkaldt uledsagede unge –  ofte teenagere, være tvunget ud i et voksenlivs beslutninger om flugt, længe inden det på nogen måde kan kaldes rimeligt. De har kæmpet, og de har risikeret deres liv for at få et liv. Nu er nogle af dem endt på Kærshovedgård og dømt til et liv uden muligheder. De kan ikke blive, og de føler ikke de kan tage tilbage.

Menneskerettighederne, som så mange gerne vil angribe i disse år, handler om, at vi alle har rettigheder alene i kraft af at være mennesker. Det skal vi alle være glade for. Men børn og helt unge har særlige rettigheder. Det har de fordi man internationalt har været enige om, at alle skal have en rimelig chance her i livet, men også fordi elendighed og dårligdom ikke kan være børnenes ansvar.  Danmark har skrevet under på og tilsluttet sig konventionen om børnenes rettigheder. Men Danmark er i disse år med til at tage liv og muligheder fra børn og helt unge mennesker. Det er tragisk, og det er tæt på at være forbryderisk.

Alle børn har ret til en tryg barndom hedder et borgerforslag som for øjeblikket søger at samle de 50.000 underskrifter, som vil tvinge Folketinget til at behandle det. Det kræver, at de omkring 130 børn i asylcentre, som er ”dømt” til udrejse, får opholdstilladelse, hvis de ikke har kunnet udsendes indenfor en periode af halvandet år efter endeligt afslag. Det er et meget moderat forslag, og jeg havde gerne set at man gik videre. Men det er i hvert fald et forslag, vi har råd og overskud til at opfylde i Danmark

Mange tusinde har skrevet under, men der er stadig langt til 50.000. Så skriv under og få mange andre til også at gøre det.

Tag del i kampen for at gøre Danmark til et land, hvor vi igen kan være stolt over værdierne, hvor vi kan føle, at Danmark som et af verdens rigeste lande også påtager sig en rimelig del af et internationalt ansvar. Hvor vi tør tro på, at vi alle har rettigheder, som beskyttes og ikke angribes af staten. Og hvor vi kan påtage os internationale roller som peger fremad og ikke gør os flove.

Og bliv ved med at være venlige. Bliv ved med at være mennesker i et system, der over de seneste år har mistet menneskelighed.